At følges - procesforløb

AT FØLGES MED DET HELE

- PROCESFORLØB, VÆKSTCENTER-INSPIRERET TANTRA

FORÅR 2022, OPSTART 13. FEBRUAR

FORLØBSBESKRIVELSE


At følges ad som par er en kunst, der kan gribes an på mange måder.

Tantraen inviterer til at inkludere det hele i mødet med det andet menneske: det seksuelle, det instinktive, emotionerne og hjerteligheden, det smukke, det grimme, det bevidste og det mere skjulte, kærligheden og frihedstrangen, samhørigheden. At blive sig selv fuldt og helt (så vidt det nu er muligt) og også at bringe det hele ind i forholdet til partneren.


Forløbet er et tilbud til par, der er blevet introduceret til Vækstcenter-tantraen og gerne vil arbejde videre med den. En mulighed for at uddybe kendskabet til øvelser og praktikker, afprøve dem selv og løbende at få inspiration og redskaber samt lejlighed til at udveksle erfaringer med andre.

Vi vil bl.a. komme rundt om energiøvelser, kønslighed og polaritet. Og enkle meditative øvelser. Samt hvad processen bringer op, hos de enkelte og i det fælles.

Der vil være en samlet opstartsdag og derefter et forløb af aftener med oplæg, øvelser og udveksling.


 Idéen med forløbet er også at gøre gruppen selvkørende i den forstand, at de af deltagerne, der ønsker at fortsætte med at mødes, får en fælles ramme at gøre det i.


LIDT MERE OM INDHOLDET


Den første dag vil være en genopfriskning af elementer fra Vækstcentertantraen, et møde med de øvrige i gruppen og et oplæg til, hvordan forløbet kan gribes an parvis og i gruppen.


De efterfølgende gange vil der være fokus på, hvad processen sætter i gang, og der vil løbende blive introduceret supplerende øvelser.


OG DET PRAKTISKE


Forløbets samlingspunkt er nye kursuslokaler i Skovdalen, Nørre Snede. Her mødes vi alle gange.

De planlagte dage i forløbet er:


Søndag d. 13.-2. kl. 10 til 16

Og herefter tirsdagene d. 15.-3., 19.-4., 17.-5. og 14.-6. kl. 18 til 21.


Undervisere: Theresa Grønning og Torben Guldberg.

Pris: 1100,-

Tilmeldingsfrist: 20. januar.